Glyptoteket regner med at påbegynde en restaurering af museet i 2028, som ventes at tage fire til seks år.
Det skriver det københavnske museum i en pressemeddelelse torsdag.
I hele perioden vil det være lukket for gæster.
Restaureringen ventes at koste to milliarder kroner, når prisen for opmagasinering af kunstværker inkluderes.
Indtil videre har museet modtaget 1,5 milliarder kroner i bevillinger fra Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet.
Når den sidste halve milliard er fundet, kan museet komme projektstart og lukning af museum nærmere.
Glyptotekets direktør, Gertrud Hvidberg-Hansen, siger, at hun er "dybt taknemmelig for de generøse bevillinger".
- De er afgørende for at fremtidssikre Glyptotekets største kunstværk - de ikoniske bygninger - for publikum mange generationer frem.
- Museet er oprindeligt opført i særdeles høj kvalitet, og restaureringen er et omfattende og kostbart projekt, som kræver kloge, skræddersyede løsninger.
- Med disse bevillinger, der sikrer 75 procent af det samlede budget, står vi stærkt i arbejdet med at rejse den resterende finansiering, siger hun.
Direktøren regner med, at der skal bruges mindst et år på at flytte kunstværkerne ud af museet. Det vil tage lige så lang tid at flytte dem tilbage.
Der er 10.000 af slagsen, og en stor del af værkerne er tunge skulpturer.
Glyptoteket er stiftet af bryggeren Carl Jacobsen, der grundlagde bryggeriet Ny Carlsberg.
Carl Jacobsen var glad for kunst fra antikken og frem og samlede især på skulpturer. Dem ville han gerne vise frem.
Museet åbnede i 1897, og det estimeres, at 20 millioner gæster har lagt vejen forbi siden da. Det skriver Berlingske.
Derfor er der behov for at istandsætte dets mosaikgulve, ligesom det originale tag også skal have en kærlig hånd.
Dertil kommer en opdatering af museets tekniske installationer.
/ritzau/
