Det argentinske luftvåben har sendt en delegation til Danmark for at forhandle om et muligt køb af de F-16-kampfly, som skal udfases fra det danske luftvåben.

Delegationen blev sendt afsted fredag, skriver Jyllands Posten. Avisen citerer argentinske medier.

Argentinas direktør for planlægning og indkøb i luftvåbnet, Diego García, fortæller til den argentinske tv-station TN, at delegationen består af teknikere og specialister.

Siden 80erne har F-16-flyene været en del af det danske luftvåben.

Luftvåbnet er imidlertid i gang med at udskifte F-16-flyene med de nyere F-35-kampfly fra den amerikanske producent Lockheed Martin.

Det danske luftvåben råder over 43 F-16-fly. 30 af dem er stadig en aktiv del af flyflåden.

Ifølge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er der mellem 16 og 24 af de danske F-16-fly, som stadig har lang nok levetid til, at et andet land kan få gavn af dem.

Det er stadig usikkert, hvor mange fly Argentina potentielt vil købe, og i så fald hvornår landet vil overtage dem.

Et salg kunne potentielt indbringe Danmark et trecifret millionbeløb.

Et salg vil dog også afhænge af en godkendelse fra både USA og Storbritannien. Det skyldes, at flere komponenter i F-16'eren er produceret i de to lande.

Danmark er tilsyneladende ikke den eneste nation, som Argentina overvejer indkøb af våben i.

Ifølge det argentinske medie TN er argentinske teknikere og specialister i gang med at gennemgå muligheder for indkøb også i Kina og Indien.

Forsvaret besluttede tidligere i år at udskyde udfasningen af de danske F-16-fly til senest 2027.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.