Flere end 30 store frysere på Statens Serum Institut på Amager er indstillet til minus 80 grader og står klar, når en coronavaccine bliver godkendt og sendt til Danmark.

De første to millioner vacciner vil efter levering blive opbevaret i fryserne hos Statens Serum Institut.

»Fryserne er klar. Alt her i Danmark er klappet og klart – vi venter bare på, at Det Europæiske Lægemiddelagentur godkender vaccinen,« oplyser Statens Serum Instituts presseafdeling.

Selvom processen med at godkende og levere vacciner ifølge Lægemiddelstyrelsen er blevet fremskyndet, er de to millioner vaccinedoser endnu ikke landet i Danmark.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste tirsdag aften til TV 2, at det er sandsynligt, at de første danske borgere kan blive vaccineret mellem jul og nytår.

Det samme meddelte EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen tidligere på dagen i et Twitter-opslag, hvori hun skriver, at »de første europæiske borgere sandsynligvis vil blive vaccineret inden udgangen af 2020«.

Europas Lægemiddelagentur skal 21. december mødes for at vurdere, om Pfizer-vaccinen kan godkendes til brug i Europa

EU-Kommissionen har gennem en forhåndsaftale lagt billet ind på 300 millioner doser af vaccinen.

De mange millioner doser, som Europa har bestilt fra Pfizer, bliver produceret på Pfizers fabrik i den Belgiske by Puurs og på BioNTechs fabrik i Tyskland. Danmarks vaccinedoser vil komme fra Pfizers belgiske fabrik. Herfra vil vaccinedoserne blive transporteret i lastbiler til de enkelte EU-lande.

Ifølge Statens Serum Institut vil vaccinerne blive sendt afsted til de europæiske lande samtidig. Dog tidligst, når vaccinen og selve pakningen af vaccinen er godkendt.

Der kan således gå to til tre dage fra vaccinen er endeligt godkendt, til  vaccinedoserne er leveret i de lande, som har bestilt vaccinedoserne.

Canada, USA og Storbritannien har vaccineret de første borgere med Pfizer-vaccinen.