Frederiksberg-skandalen: »Der tegner sig et billede af en skandale i uhørt omfang i dansk kommunalpolitisk historie«

Det drejer sig om tvangsindgreb i svage familier, men Frederiksberg Kommune må ikke gennemgå gamle sager i den skandaleramte familieafdeling for at afklare, om kommunen har et erstatningsansvar over for de familier, der har været udsat for systematiske fejl i sagsbehandlingen. Det siger Kommunernes Landsforening, men juraprofessor er helt uenig i den konklusion.

De svageste børn og forældre i Frederiksberg Kommune har i årevis været udsat for systematiske fejl i sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling. Børn er blevet fjernet uretmæssigt fra forældre, dokumentation i sagerne har manglet, så ingen rigtigt kan se, hvem der gjorde hvad og hvorfor, og borgere har haft svært ved at få indsigt i deres egne sager.

»Samlet set overholdes Retssikkerhedsloven, Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og Serviceloven ikke,« skrev revisionsfirmaet BDO i sin redegørelse af problemerne i familieafdelingen, hvilket kom frem i november, da Frederiksberg Kommune valgte at fyre børne- og ungedirektøren.