Forsvaret vil nu lade flere ansatte øst for Storebælt møde fysisk på arbejde.
Fra mandag til august genoptages aktiviteterne på Sjælland og Bornholm for i alt cirka 1850 ansatte. Det skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.
Det gælder cirka 1400 soldater og cirka 450 ansatte i andre funktioner - blandt andet ansatte i Forsvarsakademiet og Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Allerede i 27. maj fik alle ansatte vest for Storebælt lov til at møde på arbejde igen. 7400 ansatte, der midlertidigt var hjemsendt, kunne derfor møde fysisk.
Forsvaret beskæftiger flere end 20.000 ansatte i alt, og de fleste er nu ved at være tilbage.
Det fortæller oberst Susanne Lund, der er chef for kommunikationsafdelingen i Forsvarskommandoen.
»Omkring 1200 soldater mangler at komme på arbejde, og stabene er også kun bemandet med kritisk personel,« siger hun.
I midten af marts blev ansatte, der ikke varetog kritiske opgaver i forhold til Forsvarets operative opgaveløsning, sendt hjem.
Det skete, da det politisk blev besluttet at sende offentligt ansatte hjem for at begrænse smitten med coronavirus.
Siden er der dog blevet åbnet mere for samfundet, efterhånden som smittespredningen er faldet.
Hvornår alle de ansatte i Forsvaret kan være tilbage på arbejde igen, er en politisk beslutning, siger Susanne Lund.
»Vi følger de retningslinjer, der er givet. Det vi indtil videre arbejder med, er at være i gang efter 8. august. Men vi er selvfølgelig klar til at tilpasse os.«
Hun fortæller, at der stadig vil være fuld opmærksomhed på at minimere smitterisikoen.
Ud over at myndighedernes retningslinjer følges, har Forsvarets sanitetskommando lavet en supplerende vejledning.
»De steder, hvor soldater for eksempel ikke kan overholde afstandskravet, skal en leder hver gang vurdere, om det er nødvendigt, om øvelsen skal laves,« fortæller Susanne Lund.
/ritzau/