Forslag: Drop alkohol på ungdomsuddannelser i efteråret

Sundhedsstyrelsen anbefaler i brev gymnasier og handelsskoler til at nytænke festkulturen.

Alkohol fylder en del i de traditioner, der blandt andet er knyttet til at starte på gymnasiet. Her billede fra den såkaldte puttefest i Dyrehaven nord for København i 2018. (Arkivfoto). Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alkohol og sociale arrangementer på landets ungdomsuddannelser behøver ikke nødvendigvis hænge sammen.

Sådan lyder budskabet i et brev, som Sundhedsstyrelsen har sendt til direktører og rektorer på landets gymnasier og erhvervsskoler.

Her præsenteres en række forslag til at ændre reglerne på skolerne, så alkoholen kommer til at fylde mindre til fester og andre arrangementer.

Et af dem går på at forbyde alkohol til fester fra skolestart og frem til efterårsferien, så nye elever kan lære hinanden at kende, uden at alkohol spiller ind.

I brevet foreslås det også, at studieture og øvrige arrangementer på skolen gøres 100 procent alkoholfri. ligesom skolerne opfordres til at forbyde salg af drikkevarer med en alkoholprocent på over 5.

Baggrunden for opfordringen er Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om unges indtag af alkohol, som blev meldt ud i foråret.

Styrelsen fraråder nu, at unge under 18 år drikker alkohol, fordi det skader hjernes udvikling og evne til at lære, planlægge og huske. Samtidig øger alkohol risikoen for ulykker, vold og uønsket sex.

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der i gennemsnit dør én ung om måneden i Danmark, hvor dødsfaldet kan relateres til alkohol.

/ritzau/