Forskere fra DMI og Aalborg Universitet arbejder på at udvikle mere præcise metoder til at forudse tørke.
Det skriver de to organisationer i en pressemeddelelse.
Da Danmark i 2018 blev ramt af den hidtil værste tørke i nyere tid, kostede det landbruget og følgeerhverv op mod otte milliarder kroner.
Hensigten med forskningsprojektet er at blive bedre til at forudse, hvornår tørke indtræffer, og til at overvåge og håndtere situationen bedre, lyder det.
- Vi ved, at tørke ikke bare handler om manglende regn, men om et indviklet samspil mellem betingelser i atmosfære, jord og vandløb.
- Med dette projekt får vi ny viden om, hvordan tørke opstår, udvikler sig og ophører - og hvordan vi bedst kan håndtere den - også i et fremtidigt klima, siger forsker og ph.d. Michael Butts fra DMI i meddelelsen.
Forskerne vil kombinere DMI's erfaring med vejr- og klimaovervågning med Aalborg Universitets forskning inden for hydrologiske modeller.
Hydrologiske modeller er et videnskabeligt værktøj, der simulerer vands kredsløb fra atmosfæren til Jorden og tilbage igen.
Forskerne forventer også at blive klogere på, hvordan tørke hænger sammen med klimaforandringer.
- Hvis landbrugsproduktionen falder, kan det føre til tab af job, generelle økonomiske tab, fødevareusikkerhed og stigende fødevarepriser.
- Vi skal overvåge og forudsige tørkeperioder for at forstå, hvilke konsekvenser tørke kan få, og hvordan tørkeperioder hænger sammen med klimaforandringer, siger lektor Maike Schumacher fra Aalborg Universitet i pressemeddelelsen.
Resultaterne af forskningen vil i første omgang være relevante for forskere, beslutningstagere og myndigheder, der arbejder med klimatilpasning.
Men også fødevaresektoren og entreprenører kan få gavn af den nye viden, lyder det i pressemeddelelsen.
Forskerne forventer at være klar med de første resultater i sommeren 2027.
Danmarks Frie Forskningsfond støtter projektet med en bevilling på 7,1 million kroner.
/ritzau/
