Oldtidens Egypten er fyldt med mystik og hemmeligheder.Og nu er blandt andre amerikanske og egyptiske forskere kommet tættere på svaret på et af de uforløste spørgsmål, nemlig hvordan pyramiderne er blevet bygget.
Det skriver Videnskab.dk.
»Det har længe været teorier, der peger på, at der må have løbet en flod langs med pyramiderne. For hvordan skulle de egyptiske arbejdere ellers have transporteret de vanvittigt tunge byggematerialer af granit og kalksten?«
Sådan lyder det fra Gad Mohamed El-Qady, der er professor i geofysik på The National Research Institute of Astronomy and Geophysics i Egypten.
I 2023 fandt han og en række internationale forskere de første indikationer på, at sådan en flod har eksisteret. Og nu er forskerne klar med et nyt studie, der i detaljer beskriver en ældgammel og sandbegravet flod nær pyramiderne.
»Vores arbejde har afsløret en kæmpe flod-forgrening af Nilen, der løber langs pyramiderne i den vestlige del af ørkenen mellem Lihst og Giza. Vi har døbt den The Ahramat Branch (Pyramidernes Kanal, red.),« siger Gad Mohamed El-Qady til Videnskab.dk.
Kanalen er forbundet med Nilen, men ligger mellem 2,5 og 10,25 kilometer vest for den. Den er begravet under sandet i en dybde på mellem 2 og 8 meter og har en længde på cirka 64 kilometer. Kanalen er desuden mellem 200 og 700 meter bred.
Det viser forskernes nye kortlægning, der bygger på satellitdata, jordprøver og elektromagnetiske signaler.
»Kanalens enorme størrelse og dens placering så tæt på pyramiderne tyder på, at kanalen har været aktiv og brugt som transportvej for byggematerialer og arbejdere, da pyramiderne blev bygget,« forklarer Gad Mohamed El-Qady.
Egypterne har formentlig selv gravet kanalen
Flere forskere har som nævnt diskuteret muligheden for, at der har været en kanal eller en forgrening af Nilen, der har løbet langs pyramiderne.
Nilen ligger nemlig flere kilometer væk fra de cirka 31 pyramider i den vestlige del af ørkenen og har derfor ikke kunnet bruges som transportvej.
»Der er flere arkæologiske fund og skriftlige kilder, der indikerer, at egypterne har brugt vandveje til at transportere byggematerialer og mange andre ting. Og fordi pyramiderne ligger relativt langt fra Nilen, betyder det nok, at landskabet må have set anderledes ud i oldtiden,« forklarer Anne Haslund Hansen, der er seniorforsker og ph.d. i ægyptologi på Nationalmuseet, til Videnskab.dk.
En tidligere teori har også været, at oldtidens egyptere har måttet vente på, at Nilen løb over sine bredder – et fænomen, der sker årligt – for at kunne sejle de vigtige byggeelementer frem til pyramiderne.
»Det er super interessant, at forskerne i det nye studie delvist punkterer den teori. Nu ved vi med meget stor sandsynlighed, at egypterne, ud over at udnytte når Nilen var oversvømmet, også aktivt har gravet den her kanal ud fra Nilen, så den kunne løbe langs pyramiderne i den vestlige del af ørkenen,« lyder det fra Paul John Frandsen, der er ægyptolog og lektor emeritus fra Københavns Universitet.
Vandet under sandet
Årsagen til, at det har været så vanskeligt endeligt at afgøre, om der virkelig har været en flod langs med pyramiderne, hvordan den er skabt, og hvordan den har set ud, handler om teknik og metode, fortæller Gad Mohamed El-Qady.
»Mange arkæologer har gerne villet undersøge, om kanalen virkelig findes, men det kræver mere end en almindelig udgravning. Vi har brugt mange forskellige metoder i vores nye studie, og det er derfor, vi er lykkedes med at finde frem til detaljerne om den nu udtørrede kanal,« siger han.
Ifølge Jørn Bo Jensen, der er maringeolog og emeritus fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har det været svært at finde floden, fordi den ligger begravet under flere meter sand.
»Man kan ikke se ned under sandet med almindelige optiske satellitdata. Derfor har forskerne brugt elektromagnetiske radarbølger til at trænge ned i det øverste lag af sandet. Bølgerne bliver så kastet tilbage til radarsensoren, der giver information om de underliggende jordlag,« forklarer han.
Det er altså via den metode, at forskerne har kunnet tegne et detaljeret kort over det formodede flodsystem, som det så ud, da man opførte pyramiderne, uddyber Jørn Bo Jensen:
»Jeg synes, at metoden og datagrundlaget virker meget solidt. Så jeg tror bestemt på eksistensen af denne flod,« siger han til Videnskab.dk.