Forsker i cybersikkerhed ser hjemmesidebrist som virkelig alvorlig
Sårbarheder kan give hackere kontrol over hjemmesider og adgang til data, forklarer forsker.

Sårbarheder kan give hackere kontrol over hjemmesider og adgang til data, forklarer forsker.

De sikkerhedshuller, som onsdag står bag lukningen af flere hjemmesider verden over, udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko.
Det siger Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet, til Ritzau.
- Det er tilsyneladende virkelig alvorligt. Der er ikke kommet så mange tekniske detaljer om sagen endnu, men der er ingen tvivl om, at det er en voldsom situation, siger han.
Udmeldingen kommer, efter der er fundet to sårbarheder i et af de mest udbredte programmeringssprog bag hjemmesider, webshops og portaler, der går under navnet PHP.
Ifølge Jens Myrup Pedersen er det sårbarheder, der har gjort det muligt for uvedkommende at få adgang til hjemmesider, der gør brug af det pågældende programmeringssprog.
- Der er rigtig mange hjemmesider, der baserer sig på PHP, og hvis sikkerhedshullet udnyttes, kan hackere overtage hjemmesiderne og få adgang til alle de data, der ligger på siden, siger han.
PHP er en grundlæggende byggesten i store dele af internettet. Det bruges i udbredte systemer som WordPress og i et stort antal webshops, intranet, kundeportaler og bookingsystemer.
Udviklerne bag PHP oplyste ifølge Reuters tirsdag, at de havde identificeret de to kritiske sikkerhedshuller.
Først onsdag klokken 13.45 kunne udviklerne fremlægge en opdatering, der havde lukket hullerne.
Ifølge Jens Myrup Pedersen har det skabt et "kapløb mellem de gode it-folk og ondsindede hackere".
- Man er nødt til at offentliggøre sådan en sårbarhed. Men når man gør det, sidder hackere og it-kriminelle på spring for at udnytte den, siger han.
I flere lande har regeringer, myndigheder og offentlige institutioner siden valgt at lukke deres hjemmesider ned som en sikkerhedsforanstaltning.
Og det er ifølge Jens Myrup Pedersen det helt rette at gøre, indtil der er sket en opdatering af hjemmesiderne.
Han påpeger samtidig, at virksomheder og myndigheder skal være sikre på, at der ikke har været uvedkommende i deres systemer, før de igen startes op.
RITZAU