Et omfattende sporarbejde på Sjælland skulle have været afsluttet mandag morgen, men det har ikke været muligt for Banedanmark, der står for sporarbejdet.

Derfor vil der fortsat køre togbusser mellem Ringsted og Slagelse indtil tidligst klokken 19.00 mandag aften.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Natten til mandag var DSB's forventning i første omgang, at togtrafikken på strækningen ville vende tilbage mandag klokken 14. Siden blev det ændret til klokken 17 - og senere altså til klokken 19.

- Det skyldes et sporarbejde, som Banedanmark ikke har kunnet gøre færdigt til tiden på grund af uvejr sent søndag, skriver DSB.

- Fordi der er tale om en akut opstået situation, kan der være ventetid på togbusserne, ligesom køretiden med togbusser er længere end med tog, lyder det.

I hele uge 29 kørte der togbusser i stedet for tog mellem Ringsted og Korsør grundet sporarbejdet, som altså trækker ud.

Mandag er der ligeledes indsat togbusser mellem Odense og Fredericia grundet et forsinket sporarbejde på det vestlige Fyn.

Det skyldes, at Vejdirektoratets sporarbejde på jernbanen over Vestfyn er forsinket med foreløbigt ét døgn. Forventningen er, at togdriften kan genoptages fra tirsdag morgen.

Det resulterer mandag formiddag i en kø på "flere hundrede meter" til togbusser ved Fredericia Station, skriver tvSyd.

På Sjælland kører DSB generelt med færre regionaltog på flere strækninger frem til og med 16. august.

Det skyldes personalemangel, har DSB oplyst. Blandt andet oplever DSB øget sygefravær, mens der også skal afvikles afspadsering og ferie.

De regionaltog, der kører mellem Slagelse og Københavns Lufthavn uden om København Hovedbanegård, er aflyst.

På to andre strækninger vil toget kun køre én gang i timen.

Det gælder afgange mellem Næstved og Københavns Hovedbanegård via Køge.

Uden for myldretiden vil toget mellem Nykøbing Falster, Næstved og Københavns Hovedbanegård med togskifte i Næstved også kun køre én gang i timen.

RITZAU