Efter en iskold start på 2026 ser termometret ud til at komme over frysepunktet de kommende dage.
Det får nu flere forsikringsselskaber til at gøre boligejerne opmærksomme på smeltesneen.
Når den begynder at tø, skal store mængder vand væk på kort tid. Det kan blive dyrt, hvis ikke man har gennemgået sin bolig, påpeger GF Forsikring i en pressemeddelelse.
Alm. Brand istemmer og kalder det en "farlig cocktail".
- Det er overraskende, hvor lidt fygesne der for eksempel skal til for at give vandskader, siger Jan Graversgaard, der er direktør for bygning og bolig i Alm. Brand.
- Efter nogle blæsende dage i weekenden bør man derfor være ekstra opmærksom, da sne kan være fyget ind på loftet eller trængt ind gennem selv små sprækker, siger han i en pressemeddelelse.
Ifølge GF Forsikring kan de værste skader forebygges ved at fjerne blade, snavs og propper af is, især over afløbsristene omkring sin bolig, så smeltevandet kan løbe frit.
En vejrfront med sne bevæger sig ind over den vestlige del af Danmark mandag. Samtidig blæser det op flere steder, og derfor har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varslet snefygning.
I løbet af mandagen bevæger fronten sig længere mod øst, så både Fyn og Sjælland slipper ikke for snefnug.
Tirsdag kan der stadig falde sne enkelte steder, men ellers går vejret over i regn onsdag, torsdag og fredag med dagtemperaturer over frysepunktet og nattetemperaturer lige under frysepunktet.
/ritzau/
