De lærerstuderende vil gerne hjælpe til, når behovet for hænder i skolerne stiger som følge af det større antal ukrainske flygtningebørn.
Det siger Caroline Holdflod Nørgaard, forperson for organisationen Lærerstuderendes Landskreds.
»Vi har omkring 10.000 lærerstuderende i landet. Vi forestiller os, at en tredjedel kan komme til at stille sig til rådighed,« siger hun.
På et pressemøde mandag italesatte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at den største udfordring er at finde hænder nok.
»Det er egentlig ikke pengene eller nødvendigvis bygningerne, der er det store problem. Problem nummer et er hænderne,« lød det fra ministeren.
Caroline Holdflod Nørgaard understreger dog, at de lærerstuderende primært vil stille deres hjælp til rådighed for at tage hånd om det akutte behov.
På længere sigt har børnene og de unge elever nemlig ret til og behov for færdiguddannede lærere, understreger hun.
Organisationen har ikke været i dialog med ministeriet endnu, men der er allerede blevet gjort et arbejde for at skaffe mulige kandidater til at hjælpe med det stigende behov.
Der er i samarbejde med professionshøjskolerne og Kommunernes Landsforening (KL) blevet oprettet en jobbank, hvor studerende opfordres til at skrive sig op, hvis de ønsker at hjælpe.
»Og hvis man fra politisk side ønsker at løfte incitamentet til at hjælpe yderligere, kan man fjerne loftet for, hvor meget man som studerende må tjene,« siger Caroline Holdflod Nørgaard.
Der er dog et større arbejde for kommunerne, der går forud, inden en sådan løsning kommer på tale, vurderer hun.
»Først skal man se, hvad der findes af lærere i den pågældende kommune, og man skal også kigge på antallet af pensionerede lærere, der har mulighed for og lyst til at træde til.«
»Derfor vil der nok også være en naturlig forsinkelse, i forhold til hvornår der vil være behov for os derude,« siger hun.
/ritzau/