Der var glæde at spore, da DR-dokumentaren "Grønlands hvide guld" i maj modtog førsteprisen ved Edinburgh Film Awards.

Men filmfestivalen er efter alt at dømme et fupnummer og eksisterer ikke i virkeligheden.

Det skriver faktamediet TjekDet.

TjekDet har undersøgt filmfestivalen og har konstateret, at en iransk mand står bag Edinburgh Film Awards og flere andre falske filmfestivaler. Det gør manden ved at uddele falske vindercertifikater og indkassere pengesummer gennem tilmeldingsgebyrer, lyder det.

Op mod 50 falske filmfestivaler kan således spores til manden bag Edinburgh Film Awards, skriver mediet.

Ifølge TjekDet indeholder Edinburgh Film Awards' hjemmeside flere tegn på, at festivalen ikke er reel.

Der mangler kontaktoplysninger og oplysninger om, hvor og hvornår festivalen afholdes, og hvem der sidder i den internationale jury, som festivalen påstår, eksisterer.

Desuden er den skotske hovedstad, Edinburgh, flere steder på festivalens hjemmeside stavet forkert - "Edinburg".

Produktionsselskabet bag dokumentaren, Wintertales, oplyser til TjekDet, at man aldrig har været til nogen begivenhed i forbindelse med prisuddelingen – hverken fysisk eller online. Det foregik ved, at Wintertales først fik en mail om, at de var semifinalister, og senere fik de at vide, at de havde vundet prisen.

Filmprisen blev ellers beskrevet i flere grønlandske medier og Berlingske.

Også den grønlandske politiker Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq bemærkede prisuddelingen.

- Tillykke. Selv om den ikke længere må vises på DR i Danmark, har den vundet en dokumentarkonkurrence i udlandet, skrev hun på Facebook efter kåringen.

"Grønlands hvide guld" udkom i februar sidste år og handler om Danmarks minedrift i Grønland gennem mere end 100 år.

Dokumentaren blev fjernet af DR efter ti dage efter heftig debat og kritik fra økonomer og politikere for en misvisende fremstilling af omsætning og fortjeneste for den danske stat.

Blandt andet fordi det i dokumentaren kunne fremstå som om, at kryolitminen i Grønland har givet et afkast på op mod 400 milliarder kroner til Danmark.

Flere økonomer har dog påpeget, at beregningerne er komplekse, og at det er vigtigt at skelne mellem fortjeneste og omsætning.

/ritzau/