Formodet bæver i Odense Fjord var uønsket sumpbæver
Det var sandsynligvis en sumpbæver - en invasiv art - der blev set forleden i Odense Fjord.

Det var sandsynligvis en sumpbæver - en invasiv art - der blev set forleden i Odense Fjord.

Det var efter alt at dømme ikke en bæver, men en sumpbæver, der blev set forleden i Odense Fjord.
Det skriver DR.dk.
Sumpbæver betragtes som en invasiv art og er uønsket i den danske natur.
Det er naturformidler Sebastian Klein, der har gransket en video af den formodede bæver.
Efter at have konsulteret fagfæller er han ikke i tvivl om, at der er tale om en sumpbæver, der kan være kommet hertil fra Tyskland.
Her er der både fritlevende sumpbævere og sumpbævere i fangenskab, lyder det fra naturformidleren.
- Så ingen sensation i denne omgang. Vi må nok vente en del år endnu, før bæveren genindvandrer til Fyn, siger Sebastian Klein i en video, han har lagt på Facebook.
Det vakte opsigt, da der kom forlydender om, at der var blevet set en bæver på Fyn.
Det ville i givet fald have været første gang, at en bæver var blevet spottet på Fyn, siden dyret forsvandt fra Danmark for omkring 2500 år siden.
Sumpbæver - eller bæverrotte, som den også kaldes - kan nemt forveksles med bæver.
Den har en kropslængde på 40-60 centimeter og vejer typisk mellem fem og ti kilo.
Sumpbæverens naturlige hjemsted er Sydamerika. Den blev ifølge Lex.dk indført til flere europæiske lande i 1926 som et farmdyr.
Flere gange tidligere er sumpbævere, der menes at være kommet fra Tyskland, dukket op i den danske natur.
Men sumpbæver har endnu ikke etableret sig med en egentlig bestand i Danmark.
Sumpbæver anses ifølge Lex.dk for at være et skadedyr, der dels kan skade afgrøder i landbruget og true nogle af vores hjemmehørende arter.
Mens der endnu ikke er registreret bæver på Fyn, findes der en bestand af bævere i Jylland og på Sjælland.
Arten er fredet i både Danmark og EU.
RITZAU