Forlystelse på Bakken får endnu et strakspåbud efter ulykke
Arbejdstilsynet giver andet påbud, efter at en 19-årig mand i juli blev ramt af "Den Skøre Bus" på Bakken.

Arbejdstilsynet giver andet påbud, efter at en 19-årig mand i juli blev ramt af "Den Skøre Bus" på Bakken.

Trafikproppen ApS, der driver forlystelsen "Den Skøre Bus" på Bakken nord for København, har fået endnu et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
Årsagen er, at det første strakspåbud, der blev givet efter en ulykke i juli, hvor en 19-årig mand blev ramt af forlystelsen, ikke er blevet efterkommet.
Det skriver TV 2 Kosmopol, der har set tilsynsrapporten.
Arbejdstilsynet har ifølge mediet ved et opfølgende besøg 29. juli konstateret, at forlystelsens fareområde stadig var frit tilgængeligt for de ansatte, mens den kørte.
Det påpeges, at den eneste adskillelse til områderne var en rød og hvid plastikkæde, som medarbejderne selv skulle sætte op.
Ligeledes bemærkes det, at medarbejderne primært er yngre personer, som ikke har erhvervserfaring med maskiner og forlystelser.
Det første påbud blev givet for såkaldte ulykkesrisici.
Påbuddet betød, at virksomheden med det samme skulle rette op, men det blev altså ikke gjort.
Malina Lebrecht Hye, der er direktør på Bakken, oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at det er virksomhedens vurdering, at påbuddene skulle være efterkommet med nye tiltag.
Der er blandt andet blevet opsat en låge med sensor.
- Da virksomheden i første omgang modtog et strakspåbud, blev der med det samme iværksat de nødvendige tiltag. I den efterfølgende dialog med Arbejdstilsynet blev det vurderet, at der var behov for yderligere justeringer, og dem har teltholderen efterfølgende gennemført, lyder det.
Det er nu op til Arbejdstilsynet at vurdere, om der fortsat er grundlag for påbuddene.
Manden, der i juli blev ramt af forlystelsen, var under oplæring. Han befandt sig på platformen ved forlystelsen og blev ramt af den, da den blev sat i gang.
Han landede i hegnet omkring forlystelsen og pådrog sig flere skader.
Forlystelsen blev i forbindelse med påbuddet ikke pålagt at indstille driften, hvorfor den i hele perioden har kørt som normalt.
RITZAU