Forældreaktivister afviser Det Økonomiske Råds konklusion: »Det er en underlig måde at måle effekten af pædagoger på«

Det Økonomiske Råd har regnet på det, og rådet konkluderer, at det ikke kan betale sig at ansætte flere pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver – i hvert fald ikke i forhold til børnenes senere karakterer i folkeskolen. Det forstår Marie Blønd, som er talsperson for »Hvor er der en voksen?«-kampagnen ikke.

»Når jeg afleverer et grædende barn i vuggestue, tænker jeg overhovedet ikke på, hvordan barnet vil klare sig i folkeskolen. Jeg tænker da på, hvad jeg udsætter barnet for lige her og nu,« siger Marie Blønd, der her ses med sin etårige datter, Isabella. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er James Heckmann, der er på spil i den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd, og Marie Blond kender udmærket den Nobelpris-vindende økonoms teori om humankapital.

Om at det kan betale sig at investere i mennesker tidligt for at opnå et senere afkast i form af gode og produktive samfundsborgere. Hvis man vel at mærke investerer rigtigt, og man ikke allerede har høstet hovedparten af den mulige effekt af investeringerne. Den teori er berømt.

At teorien om human kapital skulle føre Det Økonomiske Råd til konklusionen, at flere pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver ikke kan betale sig, forstår Marie Blønd dog ikke.

Marie Blønd er talsperson for den forældrebevægelse, som har arrangeret demonstrationer overalt i Danmark under sloganet »Hvor er der en voksen?«.

»Det er en underlig måde at måle effekten af pædagoger på,« siger hun.

Det Økonomiske Råd har set på variationen i normeringen i vuggestuer og børnehaver for årgangene fra 1998 til 2003, hvilket vil sige for næsten 100.000 børn, og hun har sammenholdt variationerne med karakterer i folkeskolen. De økonomiske vismænd kunne ikke finde nogen form for sammenhæng mellem flere voksne i institutionerne og børnenes senere karakterer.

»Når jeg afleverer et grædende barn i vuggestue, tænker jeg overhovedet ikke på, hvordan barnet vil klare sig i folkeskolen. Jeg tænker da på, hvad jeg udsætter barnet for lige her og nu,« siger Marie Blønd.

»Hvis man endelig skulle lave en kold cost-benefit-analyse af flere pædagogers samfundsøkonomiske betydning, skulle man da som det allermindste medtage, hvad det betyder for forældrene, at de skal være nervøse for, hvad deres børn bliver udsat for i daginstitutionerne,« mener Marie Blønd.

Tal med forældre

»I vores netværk er der masser af forældre – flest mødre – som har været nødt til at skrue ned for arbejde, droppe deres karriere eller flytte kommune for at få det hele til at hænge sammen. Selvfølgelig skal vi ikke have fuld normering i daginstitutionerne for forældrenes skyld alene, men hvis man vil foretage en cost-benefit-analyse af normeringens samfundsøkonomiske betydning, så bør man altså tage dette med,« siger Maria Blønd.

Det har Det Økonomiske råd ikke gjort.

»Det er ærgerligt, for de økonomiske vismænd taler jo med en vis autoritet, og det er en al for simpel analyse, de har udarbejdet,« mener Marie Blønd.

»Et af problemerne med diskussionen om normeringer er, at det bliver opgjort så forskelligt, og det gør det lidt svært at stole på data,« siger Marie Blønd.

Det forholdsvis ressourcestærke netværk bag »Hvor er der en voksen?« har arbejdet på en model, der kan oversætte de forskellige opgørelsesmetoder over normeringer til en standard.

Modellen er endnu ikke klar, men hvis man vil have pålidelig empiri kunne man jo tale med nogle af de mange frustrerede forældre.

»Vi har afdelinger i de fleste danske byer. Overalt er der frustrerede forældre, som kan fortælle om institutioner, hvor der ikke er pædagoger nok, og om børn, der ikke vil i vuggestue, og som græder og mistrives. Der er sådan set empiri nok, hvis man altså er interesseret i den,« siger Marie Blønd.