I Rødovre Kommune er alle skoler og fritidsordninger lukket tirsdag, fordi incidenstallet har passeret grænsen på 200.

Det har Styrelsen for Patientsikkerhed informeret kommunen om, oplyser Rødovre Kommune i en pressemeddelelse.

»Det er synd for børnene, at de ikke kan komme i skole. Det gælder ikke mindst de store elever, som har været væk fra skolen i mange uger, og som havde glædet sig til at se kammeraterne«, siger borgmester Britt Jensen (S) i pressemeddelelsen.

»Men der er desværre ingen vej uden om. Vi bliver nødt til at få smitten ned igen, så det bliver trygt og sikkert for alle at komme tilbage i skole.«

I stedet skal eleverne igen have fjernundervisning fra tirsdag, når påskeferien slutter.

Kommunen igangsætter nu en ekstraordinær informationsindsats om smitteforebyggelse i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, lyder det.

Indtil videre er der ingen meldinger om, at det skulle få betydning for genåbningen af de liberale erhverv i kommunen tirsdag.

I fem andre hovedstadskommuner må de liberale serviceerhverv først åbne 11. april på grund af høj smitte. Det gælder Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe.

Her er skoler og fritidsordninger også blevet lukket ned.

»Vi har længe ligget flot, selv om smittetallene i kommunerne omkring os har været meget høje. Vi har været gode til at passe godt på hinanden i Rødovre.«

»Men efter genåbningen er smittetallene også steget hos os, og det er gået hurtigt inden for de seneste dage«, siger Britt Jensen videre.

Der har de seneste syv dage været 84 smittetilfælde i Rødøvre Kommune. Det giver et incidenstal på 207,2, der mandag er det femtehøjeste i landet.

Incidenstallet er et udtryk for, hvor mange smittede der er per 100.000 indbyggere.

/ritzau/