Første gang siden Tibetsagen: Det tibetanske flag fik lov at blafre foran kineserne

Fredag testede Støttekomiteen for Tibet ved Christiansborg deres nye demonstrationsfrihed. Én mand med ét flag troppede op. Kineserne blev ikke fornærmede. De forlod stedet gennem bagudgangen.

Thomas Goetz stod fredag ene mand og viftede med det tibetanske flag som protestdemonstration, da en delegation fra Kina deltog i frokostmøde i Det Udenrigspolitiske Nævn. Maria Albrechtsen Mortensen

Iført lange underbukser var Thomas Goetz fredag middag ene demonstrant på pletten foran og senere bagved Christiansborg, da en kinesisk delegation besøgte Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og Udenrigsudvalget til et halvanden time langt frokostmøde.

»Jeg står her, for at gøre opmærksom på kinesernes undertrykkelse af Tibet. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge dem: Hvad er det farlige i at vise det tibetanske flag?« sagde Thomas Goetze og spejdede forgæves efter kineserne. De var enten kommet meget tidligt til Christiansborg eller havde fundet andre indgange.