Indsamlingen Fodboldtrøjefredag har sat rekord.

I år er der indsamlet 18,2 millioner kroner, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Danske Spils administrerende direktør, Nikolas Lyhne-Knudsen, glæder sig over den store opbakning til indsamlingen.

- Overalt har danskerne trukket i trøjen, skabt aktiviteter og samlet imponerende 18,2 millioner kroner ind til kampen mod børnekræft, udtaler han i pressemeddelelsen.

Danske Spil står bag initiativet sammen med Børnecancerfonden. Pengene fra indsamlingen går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde for børn med kræft.

Ved årets indsamling er der indsamlet over fire millioner kroner mere end sidste år.

- Når så mange mennesker engagerer sig og bidrager, giver det os mulighed for at styrke arbejdet for børn med kræft og deres familier, udtaler Marianne Benzon Nielsen, som er direktør i Børnecancerfonden, i pressemeddelelsen.

Fodboldtrøjefredag blev afholdt første gang i 2019 internt i Danske Spil efter inspiration fra "Football Shirt Friday", der afholdes årligt i England.

Den danske udgave af dagen afholdes første fredag i marts.

På dagen kan man tage en fodboldtrøje på og samle ind til Børnecancerfonden.

Pengene fra indsamlingen skal blandt andet bruges til forskning i børnekræft, oplysning om sygdommen og støtte til familier i et sygdomsforløb.

Årets indsamling har haft særlig fokus på sarkomer, skriver Danske Spil.

Sarkomer er en gruppe af sjældne kræftformer, som blandt andet kan ramme knogler og bindevæv hos børn og unge.

Samtidig er det ofte komplekse sygdomme med høj dødelighed, lyder det.

Indsamlingsdagen er vokset støt siden 2022, hvor der blev indsamlet 1,5 millioner kroner til Børnecancerfonden.

Næste gang, der afholdes Fodboldtrøjefredag, er ifølge pressemeddelelsen 5. marts næste år.

/ritzau/