Busfirmaet Flixbus undskylder nu over for passagerer, der har måttet sidde i overfyldte busser under coronakrisen.
Flixbus fortæller samtidig, at man har lavet tiltag for at undgå lignende situationer i fremtiden, efter selskabet har mødt enorm kritik for fyldte busser under coronakrisen.
Blandt kritikerne er transportminister Benny Engelbrecht (S), der på grund af de fyldte busser har indført forbud mod, at fjernbusser er mere end halvt fyldte.
Hos Flixbus fortæller man, at problemet blandt andet skyldes ændret forbrugeradfærd i påsken.
»Påskeperioden bød på abrupte forandringer i bestillingsadfærden hos vores passagerer. Desværre lavede mange af dem bestillinger i sidste minut, hvilket resulterede i, at der på nogle ture var flere passagerer end forventet.«
»Vi må indrømme, at det overraskede os, og desværre havde vi ikke tid nok til at til at tilføje nok ekstra busser. Vi undskylder dybfølt over for de af vores passagerer, der følte sig ukomfortable i disse perioder med spidsbelastning,« skriver Flixbus i en kommentar.
/ritzau/