Et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, kræver, at der udskrives valg.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.
Det er partierne Inuit Ataqatigiits, Demokraatits, Partii Naleraqs og Atassuts, der har bedt Inatsisartuts formandskab om at tage lovforslaget om valg op til behandling på vintersamlingen, der begynder tirsdag.
Det grønlandske regeringsparti, Siumut, har været kilde til uro i Inatsisartut særligt siden november. Dengang blev Kim Kielsen vippet af posten som partileder af Erik Jensen ved et kampvalg.
Det betød dog ikke meget for formandskabet i Naalakkersuisut, hvor Kim Kielsen fortsat sidder.
Mandag i sidste uge trak Demokraatits støtten til regeringspartiet. Dermed blev Naalakkersuisut, Grønlands selvstyre, til en mindretalsregering.
Erik Jensen har forsøgt at forhandle med partierne om støtte til ham som ny landsstyreformand. Men det har ikke givet pote.
Nu er tålmodigheden løbet ud for de fire partier, der har underskrevet lovforslaget.
»Landet har brug for at bygge broer, og situationen lige nu er uholdbar. Derfor fremlægger vi dette lovforslag. Vi kan ikke undgå et valg, da den politiske situation er uholdbar,« lyder det i notatet fra de fire partier.
Der gælder en femugers frist for at få et lovforslag til samling. Derfor er de fire partier egentlig for sent ude. Men formandskabet i Inatsisartut, der består af fem medlemmer fra parlamentet, kan give dispensation fra fristen og dermed lade lovforslaget blive behandlet alligevel.
Af formandskabets fem medlemmer kommer tre af dem fra partier, der står bag lovforslaget. To medlemmer kommer fra regeringspartiet.
Hvis dispensationen skal gives, kræver det desuden, at lovforslaget, som er skrevet på dansk, kan nå at blive oversat til grønlandsk inden tirsdag.
Formandskabet forventes at træffe en beslutning om dispensationen mandag aften.
/ritzau/



