Flere unge uden militær baggrund vil være officerer
Studerende med forskellige baggrunde lærer af hinanden på officersuddannelsen, mener forsvarsakademi-chef.

Studerende med forskellige baggrunde lærer af hinanden på officersuddannelsen, mener forsvarsakademi-chef.

Det er langtfra kun personer med baggrund i Forsvaret, som vil være officerer.
Nye tal viser, at flertallet - 51 procent - af de egnede kandidater til officersuddannelserne, som søger ind fra den civile verden, nu er unge danske mænd og kvinder, som ikke tidligere har haft noget med Forsvaret at gøre.
Ifølge Henrik Ryberg, chef for Forsvarsakademiet, er der flere årsager til, at flere uden forsvarsbaggrund vil have en uddannelse som officer. Blandt andet at de kan få praktisk erfaring med ledelse og gerne vil prøve noget nyt.
Han mener, at det er positivt for uddannelsen, at de studerende består af folk både med og uden tilknytning til Forsvaret.
De supplerer og lærer af hinanden, lyder det.
»Dem, som ikke har en lang akademisk uddannelse, de har en praktisk erfaring, hvor de kan bringe ind, hvad de har oplevet i for eksempel hæren.«
»Dem, som kommer fra de civile uddannelser fra universiteterne, kan til gengæld bringe en masse analyseværktøjer og erfaring med at skrive opgaver,« siger Henrik Ryberg.
I 2015 ændrede Forsvaret officersuddannelserne, så det ikke længere var nok at have en gymnasial uddannelse. Nu skulle man i stedet have enten en bacheloruddannelse eller en sergentuddannelse med mindst to års erhvervserfaring.
Forsvarets officersuddannelser har de senere år også set en stigning i antallet af ansøgere, og i 2020 var der rekordmange ansøgere.
Således havde 32 procent flere søgt uddannelsen i år i forhold til 2019, mens antallet af egnede ansøgere er steget med 74 procent.
Tal fra Forsvaret viser, at den primære årsag til at søge uddannelsen er ledelseskompetencer. Derefter følger personlig udvikling og udfordring.
Officersuddannelsen udbydes i hæren, søværnet og flyvevåbnet og tager cirka to et halvt år. Uddannelsen begynder med fire til ti måneders militær basisuddannelse.
/ritzau/