Flere unge bliver boende hjemme hos forældrene

I København er andelen af unge, der vælger at blive hos forældrene frem for at flytte hjemmefra, vokset.

Flere unge bliver boende hjemme frem for at flytte hjemmefra, viser tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto) Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En voksende andel af unge mellem 18 og 24 år vælger at blive boende hos deres forældre, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det skriver Politiken.

Det gør sig især gældende i hovedstadsområdet. Fra 2011 er andelen af unge mellem 18 og 24 år, der bliver boende hjemme, steget fra 16 til 22 procent.

Det er en stigning fra 10.700 unge til 16.900 unge, da der samtidig også er kommet flere til i den pågældende aldersgruppe.

Det skyldes, at flere børnefamilier bliver boende i byen. Dermed er der færre lejligheder, som de unge kan betale, mener Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter, ifølge Politiken.

»I København har man i 40 år fjernet små, billige lejligheder ved at rive baghuse ned og forbyde kælderlejligheder, men også ved at tillade private at lægge små lejligheder sammen. På den måde har man støvsuget markedet for de små lejligheder, som unge og studerende typisk vil kunne betale,« siger han.

Ifølge en analyse fra økonomiforvaltningen i Københavns Kommune er der siden 1991 blevet bygget 46.000 3- og 4-værelsesboliger, mens antallet af 1- og 2-værelsesboliger i samme periode er faldet.

Curt Liliengreen mener, at der bør være flere almene ungdomsboliger. Men det går trægt med at få bygget alment. De seneste 15 år er det fem procent af nybyggede boliger, der er almene.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) mener også, at det er tiltrængt med flere almene boliger.

Til efteråret kommer regeringen netop med et udspil om dette.

»Det er et væsentligt og nationalt problem, at vi er nået til en situation, hvor mennesker med almindelige lønninger og deres børn ikke kan bo i vores hovedstad.«

»Der er blevet bygget for lidt alment, og vi skal stramme op på, at 25 procent af det, der bygges, er alment,« siger han til Politiken.

/ritzau/