Flere skilte og mere lys på havnene skal mindske drukneulykker

Ti mennesker dør årligt i drukneulykker på havnen. Tallet kan ifølge TrygFonden mindskes med bedre indretning.

Mens antallet af drukneulykker generelt har været faldende gennem de sidste 20 år, har antallet af årlige druknede ved havnen ligget stabilt på ti tilfælde om året de sidste ti år. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folk, der går for tæt på kajen og har fået lidt for meget at drikke.

Det går ofte igen, når folk drukner i havneulykker.

Omkring ti personer dør årligt ved drukneulykker på havnen, og tallet har været nogenlunde det samme i et årti.

Det skal der sættes en stopper for med en række tiltag, mener TrygFonden, som står bag en rapport om druknedødsfald i Danmark.

Fonden er torsdag med på en konference med en række andre aktører – herunder også transportminister Trine Bramsen (S).

»Drukneulykker i havne er særlige, fordi de altid sker ved et fald på havnen eller i forbindelse med færdsel, hvor biler kører i havnen,« siger René Højer, som er projektchef i TrygFonden.

»Det er primært mænd, som falder i og dør. De er oftest mere end 45 år gamle og har drukket alkohol. Ulykkerne sker tit om natten, hvor man er alene. Det er ulykker, hvor man ingen intention havde om at skulle i vandet, men falder i alligevel,« siger han.

Havneulykker udgør omkring 20 procent af alle årlige drukneulykker i Danmark. Mens antallet af drukneulykker generelt har været faldende gennem de sidste 20 år, har antallet af årlige druknede ved havnen ligget stabilt på ti tilfælde om året de sidste ti år.

Alene i år har mindst fire personer mistet livet ved drukneulykker på danske havne. Tre af dem omkom efter byture.

Emnet har haft stor politisk bevågenhed, hvorfor også transportminister Trine Bramsen (S) deltager ved konferencen, hvor løsninger på problemet skal diskuteres.

Ifølge René Højer er det særligt indretningen på havnen, man skal kigge på i forsøget på at undgå, at folk falder i og drukner.

»Vi skal indrette dem på en måde, som tilskynder folk til ikke at komme for tæt på kanten, og så de ikke kan træde direkte ud i havnebassinet,« siger han.

»Hvis det skulle gå galt, skal vi skabe flugtveje, så vi sikrer os, at folk kan komme op igen,« siger han.

Blandt andet kan mere belysning på havnene hjælpe, mener han. Og så skal restauranters borde og bænke trækkes længere væk fra kanten, mens mere skiltning skal gøre køretøjer opmærksomme på faren.

I dag er det op til den enkelte havn at indrette den på en hensigtsmæssig måde. René Højer og TrygFonden så gerne, at der kom noget lovgivning på området.

»Vi skal have nogle retningslinjer for, hvad vi skal gøre for at få sikkerheden ind. Ligesom vi ved byggeri har regler for brandtrapper og flugtveje, skal det også blive mere sikkert at være på havnen.«

/ritzau/