Der er i øjeblikket længere rejsetid og færre tog på flere S-togslinjer, og det udfordrer mandagens trafik til og fra hovedstadsområdet.
Problemerne skyldes en fejl, der tidligere var på signalsystemet omkring Københavns Hovedbanegård mandag morgen.
Selv om fejlen blev meldt rettet klokken 09.19 af Banedanmark på det sociale medie X, er flere linjer fortsat ramt af fejlen mandag eftermiddag.
Linje Bx kører ikke og kommer slet ikke til at køre igen mandag. Det oplyser DSB til Ritzau mandag eftermiddag.
Linje A, B, C og E kører, men med længere rejsetid og færre tog. Det skriver DSB på sin hjemmeside.
DSB oplyser til Ritzau mandag cirka klokken 16.10, at de resterende S-togslinjer ikke er ramt af forsinkelser.
Der er begyndt at blive sat flere S-tog ind på linje C cirka fra klokken 14.00, på linje B cirka fra klokken 14.30, på linje A cirka fra klokken 15.15 og på linje E cirka fra klokken 16.00.
Hvad det betyder for rejsetiden, kan DSB ikke sige, men de henviser til, at man som passager tjekker Rejseplanen for at se, hvordan den S-togslinje, man skal benytte, er berørt af forsinkelserne.
DSB forventer at opdatere yderligere om sagen cirka klokken 17.00 mandag eftermiddag, oplyser de på deres hjemmeside.
/ritzau/
