Kabinepersonale hos det tyske luftfartsselskab Lufthansa strejker onsdag og torsdag, hvilket får konsekvenser for afgange fra lufthavnene i København og Billund.
Onsdag den 15. april er syv ud af ti afgange fra Københavns Lufthavn aflyst. Torsdag er seks af ni afgange aflyst.
Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside.
Fra Billund Lufthavn er alle fem afgange onsdag aflyst, fremgår det af lufthavnens hjemmeside.
Afgangene er til henholdsvis München og Frankfurt.
Når kabinepersonalets strejke træder i kraft, afløser det en anden strejke i det tyske flyselskab.
Mandag og tirsdag strejker piloter hos Lufthansa, hvilket også har skabt en række aflyste afgange.
Mandag var otte afgange aflyst fra Københavns Lufthavn, ligesom der også var fire aflysninger fra Billund Lufthavn.
Tirsdag er der også aflyst syv afgange fra Københavns Lufthavn. Der er også aflyst to afgange fra Billund.
De kabineansattes fagforening har varslet strejken i et forsøg på at bryde fastlåste lønforhandlinger med Lufthansas hovedselskab og dets regionale datterselskab Lufthansa CityLine, som også er ramt af strejken.
I sidste uge nedlagde kabinepersonalet ligeledes arbejdet, hvilket resulterede i en række aflyste afgange hos det tyske flyselskab.
Fredag strejkede omkring 20.000 af Lufthansas kabineansatte. Det ramte over halvdelen af afgangene fra Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn.
Lufthansa opfordrer ifølge dpa passagerer til at tjekke deres flystatus før afrejse og oplyser, at billetter kan ombookes eller refunderes.
Ved forsinkelser på mere end tre timer har passagerer ret til kompensation.
Ifølge luftfartsmediet Check-In er det ansatte hos Lufthansa, Lufthansa Cargo, Lufthansa CityLine og Eurowings, som har valgt at strejke.
/ritzau/
