Flere biografer pauser dokumentarfilm på treårsdag for Hamas-angreb
Dokumentaren, der handler om Israels militæroperationer i Gazastriben, har modtaget hæder på filmfestival i Venedig.

Dokumentaren, der handler om Israels militæroperationer i Gazastriben, har modtaget hæder på filmfestival i Venedig.

Flere af landets biografer har onsdag valgt at tage den omdiskuterede dokumentarfilm "Naza" af programmet på treårsdagen for Hamas' angreb i Israel.
Det viser en gennemgang af flere biografplatforme, herunder Kino og Nordisk Film Biografer.
Ifølge DR sker det på baggrund af en henvendelse fra filmens importør, Angel Films, som har viderebragt et ønske fra instruktørerne bag filmen om, at den ikke vises på årsdagen for angrebet.
Filmen har israelerne Yuval Abraham og Rachel Szor som instruktører.
Den 80-minutter lange dokumentarfilm sætter fokus på de civile tab som følge af Israels militæroperationer i Gazastriben og systemer, der ligger bag målrettede drab på palæstinensere.
Filmen er baseret på anonyme vidneudsagn fra flere israelske militær- og efterretningsfolk, og metoden har mødt stor kritik fra det israelske militær.
Israel har samtidig afvist, at civile har været et bevidst mål.
I september blev den hædret ved den prestigefyldte filmfestival Venedig International Film Festival, hvor den vandt Juryens Særpris.
Filmen har affødt vrede i Netanyahus regering, og begge instruktører er blevet truet med at miste deres statsborgerskab for at krænke israelske soldaters ære.
Ifølge den græske avis Greek City Times er instruktørernes forespørgsel om at pause filmen for årsdagen sendt bredt ud i Europa via forskellige filmdistributører.
Avisen skriver at flere biografer i Grækenland har valgt at efterkomme ønsket, og at det samme er tilfældet med flere biografer i Holland.
Visningen genoptages i flere af Danmarks biografer fra og med torsdag, fremgår det af filmoversigterne hos Kino og Nordisk Film Biografer.
"Naza" fik premiere i Danmark 1. oktober.
RITZAU