Fire børn kan miste synet efter fyrværkeriskader nytårsaften

Antallet af øjenskader efter nytårsfyrværkeri er lidt lavere end sidste år. Men skader hos børn er uændret.

Igen i år har en række personer måttet en tur på hospitalet for at få behandlet en øjenskade efter at have været i nærkontakt med nytårsfyrværkeri. Overlæge Jørgen Villumsen fra Rigshospitalets Øjenklinik på Glostrup Hospital har til opgave at gøre status på skaderne. Her er han i gang på operationsstuen sammen med tre kolleger i december 2018. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Antallet af øjenskader, der er blevet behandlet på øjenklinikker på landets sygehuse nytårsnat, er en smule lavere end sidste nytår.

I alt 22 personer er kommet så alvorligt til skade efter nærkontakt med fyrværkeri af forskellig art, at de har måttet en tur på hospitalet.

Det oplyser overlæge Jørgen Villumsen fra Øjenklinikken på Rigshospitalet i Glostrup. Sidste år blev der registreret 28 behandlingskrævende øjenskader.

- Men det er trist at konstatere, at antallet af skader hos børn er uændret. Der er syv øjenskader hos børn under 18 år, heraf er der meget alvorlige øjenskader hos fire børn. To af dem er under ti år.

- Når jeg taler om alvorlige øjenskader i den her forbindelse, så er det altså i en grad, hvor man risikerer at miste synet helt eller delvist, siger Jørgen Villumsen.

Fælles for alle de tilskadekomne børn og voksne er, at ingen af dem bar sikkerhedsbriller.

- Men to af dem, der er kommet til skade, har oplyst, at de tabte brillerne, lige inden de kom til skade, siger overlægen.

19 ud af de 22 tilskadekomne er mænd eller drenge.

Otte er kommet til skade på grund af såkaldte batterier, otte andre er kommet til skade på grund af raketter, mens fontæner og andre former for fyrværkeri er skyld i resten af uheldene.

Fyrværkeri giver ikke kun skader i øjnene. Også hænderne er udsat.

Ifølge tal fra akutberedskabet i landets fem regioner kom i alt 22 personer så alvorligt til skade med hænderne nytårsaften eller -nat, at de havde brug for en ambulance.

Det er lidt færre end i nytåret 2017/2018, hvor ambulancer måtte rykke ud til håndskader 28 gange.

Det samlede antal ambulanceudrykninger i forbindelse med fyrværkeriskader er tirsdag morgen opgjort til 67, hvilket er færre end sidste år. Det oplyser Region Syddanmark, der har indsamlet tallene på landsplan.

I alt blev der foretaget 1329 opkald til 112 fra klokken 18.00 nytårsaften og frem til 06.00 nytårsmorgen. I alt rykkede akutberedskabet ud 993 gange.

- Det har været en travl nytårsnat som sædvanligt. Vi har haft lidt flere opkald, men lidt færre udrykninger end sidste år. Vi har altid travlt nytårsnat, fordi så mange fester på samme tid, drikker alkohol og fyrer fyrværkeri af lige over midnat.

- Det er typisk fyrværkeriskader, der fylder meget, på hænder, i øjnene og andre steder på kroppen, siger Kim Ahlers, vagtcentralchef på AMK Vagtcentral i Region Syddanmark.

/ritzau/