Finsk Eurovision-favorit får dispensation fra forbud
Det er ikke tilladt at spille live i Eurovision. Men en violinist fra Finland har fået en særlig tilladelse.

Det er ikke tilladt at spille live i Eurovision. Men en violinist fra Finland har fået en særlig tilladelse.

Den foreløbige storfavorit til at vinde årets internationale melodigrandprix er Finland.
Gennem grandprixet har vores nordiske naboer ligget i top med "Liekinheitin", som duoen Linda Lampenius x Pete Parkkonen fremfører på henholdsvis violin og vokal.
Netop violinen har vakt mislyd blandt kritikere. For Eurovision-arrangøren, European Broadcasting Union (EBU), forbyder brug af liveinstrumenter. Simpelthen fordi de tekniske setups bliver for omfattende i forhold til at afvikle grandprixet.
Men Linda Lampenius har fået lov til at spille violinen live, forklarer Simon Falk, der er journalist på det internationale fanmedie Wiwibloggs og det danske Good Evening Europe.
- Hun er skrevet på som værende kunstner, for violinen er hendes stemme i sangen, siger Simon Falk og fortsætter:
- Det kræver ikke et større teknisk setup. Det eneste, det kræver, er en lille mikrofon, der sidder på hendes violin.
Mange deltagere og underholdningsindslag, som skal på scenen, kræver en effektiv produktionsplan til de mange skift på scenen.
Så når det seks mand store serbiske metalband Lavina eksempelvis går på med nummeret "Kraj Mene", er det ikke trommeslagerens, bassistens, keyboardspillerens eller guitaristernes reallyd, man hører.
Det er singback. Det vil sige, at sangeren synger ind over den allerede optagede musik.
Det kan godt være, at musikerne på scenen spiller på deres instrumenter, men instrumenterne er ikke sluttet til.
EBU kan dog gøre undtagelser, når det er kunstnerisk berettiget, som arrangørerne har vurderet, at det er hos de finske finalister.
Enkelte steder under fremførelsen af "Liekinheitin", er violinen præindspillet. Undervejs i optrædenen – mens kameraet er rettet mod Pete Parkkonen – må Linda Lampenius løbe for at komme fra et sted på scenen i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien, til et andet sted.
DR's grandprixkommentator, Ole Tøpholm, tror ikke, at det i sidste ende gør nogen forskel for de finske chancer for at synge sig til tops.
- Hvis/når Finland vinder, ville det have gjort det uanset hvad, lyder det fra Ole Tøpholm.
- De har en god melodi, de har et godt show, og de har masser af rekvisitter og effekter på scenen, og det virker, konstaterer han.
Vinder Finland Eurovision, bliver det anden gang i historien.
Første gang var i 2006, da det monsterklædte heavy metal-band Lordi skrålede "Hard Rock Hallelujah".
Eurovision-finalen sendes på DR1 lørdag klokken 21.
/ritzau/