En original "Høvdingesofa" af møbeldesigner Finn Juhl kommer 18. juni på auktion. Den er vurderet til at koste mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner.

Det skriver auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Sofaen er ifølge auktionshuset det ene af to kendte eksemplarer. Den anden befinder sig på Designmuseum Danmark i København.

Specialist i moderne design hos Bruun Rasmussen Poul Svalgaard mener, at "Høvdingesofaen" er noget af det "ypperste inden for dansk møbeldesign".

- Ud over at være skabt af en af verdens mest indflydelsesrige formgivere, findes der kun ganske få eksemplarer. Som designspecialist er det som at finde den hellige gral - et stykke dansk kulturarv, siger han i pressemeddelelsen.

Den aktuelle "Høvdingesofa" er fra 1949 og har siden 1952 været i samme families eje.

Finn Juhl var oprindeligt uddannet bygningsarkitekt, men møbler og indretning blev hans livsværk.

En af hans mest udbredte designs er "Høvdingestolen", der i 1950'erne høstede anerkendelse internationalt.

Stolen fremstilles i dag af enten valnød eller eg og polstres i læder.

Sofaen, der senere i juni skal under hammeren, bærer et stempel fra Niels Vodder, der var Finn Juhls faste snedkermester. Den fremstår desuden med sit oprindelige naturskind.

Ifølge Berlingske spiller standen ind i million-vurderingen. Den har dog slid, skjolder og et mindre hul ved en knap.

Men det er "fuldstændigt, som det skal være", siger Poul Svalgaard.

Til avisen fortæller Bruun Rasmussens designspecialist, at man ikke ved, præcist hvor mange der er lavet af "høvdingesofaen".

- Bøgerne siger, at der er lavet en til to, og vi ved i hvert fald, at der er lavet to. Men allerhøjst fire-fem stykker, siger han.

Det er ifølge Berlingske en 98-årig kvinde, der sælger møblet. Hun købte den sammen med sin ægtemand.

/ritzau/