Filmen Flugt er indstillet som dansk oscarkandidat

Filmen »Flugt« er valgt som Danmarks bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: GABRIEL BOUYS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske oscarkomité har valgt filmen »Flugt« af Jonas Poher Rasmussen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

»Flugt« er en animeret dokumentarfilm, der handler om instruktørens gymnasieven Amins rejse fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.

»"Flugt" er en smuk, bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Det er historien om den enorme pris, som mennesker på flugt betaler hver eneste dag, også når de er i sikker havn.«

»Jonas Poher Rasmussen fortæller med stor indlevelse, så Amins beretning er svær at ryste af sig,« siger Claus Ladegaard, der er formand for oscarkomiteen og direktør i Det Danske Filminstitut om filmen.

Filmen vandt den internationale jurypris ved verdenspremieren på Sundance Festival i år.

Ifølge Det Danske Filminstitut har filmen desuden været udtaget til en række nordamerikanske festivaler.

Filmen har også modtaget rosende ord fra såvel danske som internationale anmeldere.

Filmmagasinet Ekko, Politiken og DR gav alle filmen fem ud af seks stjerner.

Politikens anmelder kaldte Flugt »en helt usædvanlig og vigtigt dansk film«.

Også det britiske medie The Guardian gav filmen fem stjerner.

Mediet beskrev blandt andet filmen som bemærkelsesværdig menneskeliggørende og kompleks.

»Flugt« er altså nu indstillet som det danske bud på en oscarnominering – fristen for at gøre det er 1. november.

Herefter vurderes de indstillede film, der reduceres til en liste på 15 film. Det kaldes en sortliste.

Sortlisten annonceres 21. december.

8. februar offentliggøres alle oscarnomineringer. Det er altså den dag, vi ved, om »Flugt« kommer i spil til en statuette.

Oscaruddelingen finder sted i Los Angeles 27. marts næste år.

Thomas Vinterbergs »Druk« vandt kategorien Bedste Internationale Film i år.

Den animerede dokumentarfilm havde dansk premiere 17. juni i år.

Filmen blev valgt som det danske bud på en oscarnominering frem for »Margrete den Første« og »Skyggen i mit øje«.

/ritzau/