Generelt har danske unge god sex og meget af det.

Det skriver Sex & Samfund i en pressemeddelelse, der kommer efter organisationens nye rapport om unges sexliv.

Alligevel mangler en stor del af unge mellem 15 og 25 år nogen at tale med om sex, og organisationen vil blandt andet have forældrene mere på banen.

Afhængigt af emnet svarer mellem 14 og 25 procent af de 1354 adspurgte, at de ikke har nogen at tale med om sex, prævention, sexsygdomme, samtykke og grænser.

- Forældrene og særligt far ligger lidt langt nede. Det ville være givtigt for mange unge, specielt de yngste af dem, at kunne have dialoger med deres forældre, siger generalsekretær i Sex & Samfund Majbrit Berlau til Ritzau.

Rapporten med navnet "Sexliv" er Sex & Samfunds ungerapport, der fremover er tiltænkt at skulle udkomme årligt.

Den viser, at 36 procent af de unge får viden om samtykke og grænser fra deres forældre.

22 procent af mænd taler med deres mor om det emne, mens 15 procent taler med deres far.

Mønsteret med forskellen på mor og far går igen på tværs af emner.

Hos de kvindelige unge er prævention det emne, hvor forældrene spiller den største rolle.

Her oplever 38 procent af kvinderne, at de kan tale med deres mor om emnet, mens det kun er 7 procent, der tager den samtale med deres far.

- Jeg kan sagtens forstå forældre, der synes, det er en svær samtale. Og den er måske også akavet, og den er helt sikkert akavet for det unge menneske. Vi ved bare, at de samtaler bliver husket, siger Majbrit Berlau.

Seksualundervisning og samtaler med venner er der, hvor de unge henter deres information om sex, viser undersøgelsen.

Såkaldte chatbotter er at finde på den nederste del af listen.

Undersøgelsen bygger på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse, der er foretaget af Voxmeter for Sex & Samfund.

/ritzau/