FAKTA: Vejen er banet for omfattende renovering af Palads
I lokalplanen lyder det, at Palads fortsat skal huse en biograf, mens der på flere etager skal være et hotel.

I lokalplanen lyder det, at Palads fortsat skal huse en biograf, mens der på flere etager skal være et hotel.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag stemt for lokalplanen, der åbner for en omfattende udvidelse af Palads-bygningen.
Her er nogle nedslag i den vedtagne lokalplan:
* Palads kan blive udvidet med 5900 kvadratmeter.
* Nordisk Film ejer grunden og ønsker at udvide den eksisterende Palads-bygning med en påbygning i fem etager. Det tillades i lokalplanen.
* Bygningen skal fortsat huse en biograf, mens der på de øvre etager skal være hotel.
* I lokalplanen udpeges Palads-bygningen som bevaringsværdig.
* Udbygningen kommer især til at ske i højden, hvor bygningen efter planen kan nå op til 34 meter.
* Den kommende udbygning af den eksisterende bygning må ikke udføres i grå nuancer.
* Materialerne skal være natursten, beton eller biobaseret terrazzo. Farverne skal være lysegul, sand eller hvid, og farverne i terrazzoen må være lyse eller som i den eksisterende bygnings facade.
* Oprindeligt var ønsket fra Nordisk Film, at bygningen skulle rives ned, og der skulle bygges en helt ny bygning tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group.
* Det forslag måtte Nordisk Film Biografer dog droppe i 2022, og efterfølgende førte en borgerinddragelsesproces til tre forslag udarbejdet af arkitektfirmaet Cobe.
Kilde: Københavns Kommune.
/ritzau/