I forbindelse med uddelingen af nordiske michelinstjerner mandag aften, kan restauranter enten hædres med en, to eller tre stjerner.

Stjernesystemet blev indført i 1920'erne. Siden da er der hvert år blevet uddelt stjerner til de bedste restauranter i verden.

I dag er der over 3700 michelinrestauranter i verden - heraf er 38 danske.

De første danske michelinstjerner blev givet i 1983 til Kong Hans Kælder, der fortsat er med i guiden, og La Cocotte i København.

Læs mere om de eftertragtede michelinstjerner her:

* En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori", mens to stjerner betyder "en omvej værd", og tre stjerner betyder "værd at rejse efter".

* Michelinstjernerne gives udelukkende på baggrund af den mad, som serveres.

* Det er anonyme anmeldere, kaldet inspektører, der besøger restauranterne for at bedømme, om de skal have en eller flere stjerner - eller forsvare tidligere stjerner.

* Inspektørerne vurderer restauranterne efter fem kriterier:

1. Kvaliteten på råvarerne.

2. Håndværket - det vil sige smagen og tilberedningen.

3. Personligheden - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.

4. Noget for pengene.

5. Kvalitet over tid - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.

* Derudover uddeler Michelinguiden også anerkendelsen Bib Gourmand til restauranter, der serverer god mad til rimelige priser, samt femkløveret for en bæredygtig tilgang til gastronomi.

Kilde: guide.michelin.com.

/ritzau/