En kraftig solformørkelse rammer Danmark onsdag aften. Den begynder herhjemme lidt efter klokken 19 og slutter kort før klokken 21.

Formørkelsen topper omkring klokken 20.01 til 20.05.

Under onsdagens solformørkelse vil mere end 80 procent af solen være dækket af månen. Der er derfor tale om en delvis solformørkelse og ikke en total solformørkelse.

Læs mere om naturfænomenet herunder:

* En solformørkelse opstår, når månen bevæger sig ind mellem solen og jorden. Månen skygger dermed for solen, så sollyset helt eller delvist forhindres i at nå dele af jorden.

* Der er mindst to og højst fem solformørkelser om året et eller andet sted på jorden. Fra det samme sted er totale solformørkelser derimod sjældne. I gennemsnit går der omkring 375 år mellem to totale solformørkelser samme sted.

* I Danmark fandt den seneste totale solformørkelse sted i 1851. Den næste ventes i 2148.

- Der findes fire typer solformørkelser:

* Total solformørkelse, hvor månen dækker hele solen.

* Delvis solformørkelse. Her dækker månen kun en del af solen. Det er dette, der indtræffer den 12. august i Danmark.

* Ringformet solformørkelse, hvor månen dækker midten af solen, men efterlader en lysende ring.

* Hybrid solformørkelse er, når formørkelsen skifter mellem at være total og ringformet forskellige steder på jorden.

Kilder: Danmarks Nationalleksikon og Ritzau.

RITZAU