FAKTA: Sådan er forbrugere sikret mod uønsket skift af elselskab
Fra 1. juli 2026 er det et krav, at man skal godkende skift af elleverandør med MitID eller sin underskrift.

Fra 1. juli 2026 er det et krav, at man skal godkende skift af elleverandør med MitID eller sin underskrift.

Elselskabet Energidrift A/S er midlertidigt frataget retten til at hverve nye elkunder.
Det skyldes, at Energinet, der driver elnettet herhjemme, har set tegn på, at tidligere kunder i Velkommen-koncernen er blevet overflyttet til Energidrift A/S uden deres samtykke.
Læs her, hvordan du er stillet som elkunde:
* Alle elkunder har ret til frit at vælge, hvilket elselskab de vil have som elleverandør.
* Levering af el forudsætter, at der er indgået en aftale mellem dig som kunde og et elselskab.
* Fra 1. juli 2026 er der indført krav om, at kunder skal godkende skift af elleverandør med MitID eller ved underskrift af aftalen.
* Kravet gælder, uanset hvilken salgskanal der anvendes, og uanset hvordan eller gennem hvem aftalen formidles.
* Hvis man bliver kontaktet af et elselskab om et forestående leverandørskift, uden at man på forhånd har bedt om at blive skiftet, kan der være tale om et forsøg på uønsket leverandørskifte.
* Her er det vigtigt, at du ikke accepterer eller godkender det eventuelle leverandørskifte.
* Forsyningstilsynet anbefaler, at man kontakter sit nuværende elselskab, hvis man oplever forsøg på uønsket leverandørskifte.
* Der gælder særlige regler, hvis man har været kunde hos selskaberne i Velkommen-koncernen per 25. juli 2026.
* I så fald kan man være omfattet af en eventuel virksomhedsoverdragelse i forbindelse med rekonstruktion af selskaberne.
* Hvis man ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsen, men alligevel er blevet skiftet uberettiget, kan man fortryde den nye aftale eller klage til elleverandøren, der har foretaget skiftet.
* Et elselskab kan ikke slukke for strømmen, hvis du ikke accepterer et leverandørskift.
Kilde: Forsyningstilsynet.
RITZAU