FAKTA: Pas på links og hold øje med falske sider for at undgå snyd
Folk i alle aldre bliver forsøgt svindlet digitalt, men flere gode råd og forholdsregler kan forhindre det.
Folk i alle aldre bliver forsøgt svindlet digitalt, men flere gode råd og forholdsregler kan forhindre det.
Hvis it-kriminelle får fat i dine personlige oplysninger, kan de blive solgt til andre kriminelle på nettet.
De personlige oplysninger kan bruges til en lang række ting, såsom at købe dyre varer, forpligte dit navn til forskellige aftaler og lignende. Derfor er de blevet en handelsvare, fortæller Tania Schimmel, der er forebyggelseschef i Det Kriminalpræventive Råd.
Flere danskere oplever at blive forsøgt svindlet på nettet. Og mange falder i de kriminelles fælder.
Der er dog en række ting, du kan gøre for at undgå svindel.
Læs rådene her:
* Pas på med at klikke på links i sms'er og mails. Skattestyrelsen og andre myndigheder er holdt op med at putte links i mails. Kommer der en mail med et link, så gå bagom og gå direkte på skat.dk og log ind med MitID.
* Hold software opdateret, således at din telefon eller computer løbende får de automatiske opdateringer, når de kommer.
* Hold øje med falske hjemmesider – særligt falske webshops. Det skal sikre, at du ikke indtaster personlige oplysninger eller betalingsoplysninger på en falsk side, så de kommer i de forkerte hænder.
* Det er afgørende, at man ikke har nogen generiske koder. Det skal helst være autogenererede, mere komplekse adgangskoder, der bliver skiftet jævnligt, så man ikke har den samme kode til det hele.
* Det skal sikre, at hvis du bliver hacket et sted, så har de it-kriminelle ikke adgang til alle dine ting.
* Del aldrig meget personlige oplysninger, såsom cpr-nummer. Og udlever aldrig dit MitID. Hvis nogen beder om at få det, så spørg, hvad de skal bruge det til.
* Får du henvendelser, du ikke har forventet eller forstår, så ignorer dem.
* Har du brug for råd eller vejledning, kan du kontakte Cyberhotline. Den kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre for at beskytte dig mod cyberkriminalitet. Du kan også få hjælp, hvis du som borger har fået stjålet eller misbrugt din identitet.
* Download browserudvidelsen Skjoldet, der analyserer alle hjemmesider i realtid og advarer dig, før du risikerer at blive snydt på falske webshops, ved phishing og andre former for digital svindel.
Kilder: Tania Schimmel, Det Kriminalpræventive Råd.
/ritzau/