Aula er en fælles kommunikationsplatform for medarbejdere, forældre og elever på landets folkeskoler og dagtilbud.

Her har medarbejdere, forældre og elever adgang til informationer om børnenes skolegang og liv i dagtilbuddet.

Aula blev rullet ud i 2019 og afløste det tidligere Skoleintra, der blandt andet indeholdt Forældreintra og Elevintra.

Står det til regeringspartiet Moderaterne, skal det være fortid, at børn og forældre skal tjekke Aula. Partiet mener, det har taget overhånd og bør afskaffes.

Læs mere om forældre, personale og elevers brug af Aula her:

* Aula har to millioner aktive profiler.

* Næsten 5900 institutioner bruger Aula - heraf cirka 1600 skoler.

* 1,2 millioner profiler er forældre. 600.000 profiler er elever, mens 300.000 er medarbejdere.

* Disse profiler logger ind 1,1 millioner gange om dagen.

* På en almindelig dag sender medarbejdere på skoler og institutioner cirka 60 procent af alle Aula-beskeder, mens forældre sender 37 procent, og elever sender 3 procent.

* Elever sender dagligt cirka 10.000 beskeder.

* På en helt almindelig hverdagsmorgen mellem klokken 07.30 og 08.30 bliver der sendt og modtaget op til 10.000 Aula-beskeder i minuttet.

* 91 procent af forældrene er på Aula flere gange ugentligt.

* Otte ud af ti forældre vurderer, at de bruger under én time ugentligt på Aula.

* På skoleområdet oplever 49 procent af forældrene, at informationsmængden er passende. 40 procent oplever den som for stor.

* Den generelle tilfredshed for forældre i 2025 var på 3,2 på en skala fra 1 til 5. For medarbejdere lå tilfredsheden på 3,4.

Kilde: Kommunernes it-fællesskab Kombit.

RITZAU