FAKTA: Masseeksperiment blev første gang afholdt i 2007
Naturfagscenter Astra udvikler hvert år et nyt tema for Masseeksperiment. I år bliver temaet "Ukendt Insekt".

Naturfagscenter Astra udvikler hvert år et nyt tema for Masseeksperiment. I år bliver temaet "Ukendt Insekt".

Siden 2007 har naturfagscenter Astra årligt afholdt skoleeksperimentet Masseeksperiment.
Her deltager skolebørn fra størstedelen af Danmark i et såkaldt "student science-projekt", som ifølge arrangøren er verdens største af sin slags.
Formålet med Masseeksperiment er at styrke børn og unges naturfaglige kompetencer ved at lade dem arbejde med samme undersøgelsesmetoder som professionelle forskere.
På den måde kan skolebørn bidrage med valide data til forskning.
Hvert år udvikler Astra et nyt eksperiment i samarbejde med nogle af landets førende forskere.
Få et overblik over nogle af temaerne, og hvad eksperimenterne har bidraget til her:
* Det første Masseeksperiment blev afholdt i 2007 og havde temaet "Bakterier i drikkevand".
* Her skulle elever blandt andet undersøge bakterier i postevand fra en vandhane på skolen. Skoleklassernes analyser af drikkevandet bidrog med data og ny viden om drikkevand.
* Lene Christensen, der er programleder for Masseeksperiment, fremhæver 2023 som et særligt år. Her fandt eleverne nemlig ni nye arter af bjørnedyr, som aldrig var set på verdensplan før.
* Temaet var "Mikroliv", og det var blot en ekstraopgave, at eleverne skulle undersøge bjørnedyr, der lever i mikroskopiske økosystemer.
* Sammen med de ni nye arter fandt eleverne i alt 55 forskellige slags bjørnedyr.
* Temaet for næste Masseeksperiment er "Ukendt Insekt" og bliver afholdt i uge 36 til 39 i 2026.
* Her skal skoleelever kortlægge Danmarks insektliv og indsamle data om alt fra insekter til kryb.
* Elevernes feltarbejde og fotodokumentation skal give forskerne ny viden om biodiversiteten og insekternes udbredelse i den danske natur.
Kilder: Astra og Masseeksperiment.
/ritzau/