Randers Kommune fremlagde tirsdag en juridisk vurdering af kommunens rolle i sagen om Nordic Waste.

Vurderingen er foretaget af Codex Advokaterne for Randers Kommune.

Bliv klogere på forløbet her:

* Den 11. december 2023 skrev Nordic Waste i en pressemeddelelse, at "et betydeligt jordskred på Nordic Wastes grund fører til omfattende skader".

* 19. december overlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol til Randers Kommune.

* 28. december besøgte miljøminister Magnus Heunicke (S) Nordic Waste. Om jordskreddet sagde han, at "det er en af de alvorligste trusler mod miljøet lige nu".

* 12. januar 2024 oplyste Nordic Waste, at man har brugt et tocifret millionbeløb på at afværge jordskreddet, som betegnes som en "uforudsigelig tragedie".

* 16. januar konkluderede en rapport udarbejdet af Cowi for Randers Kommune, at cirka tre millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse hos Nordic Waste. Hvis jord ikke køres væk, kan det udgøre en fare for den nærliggende Alling Å, ligesom landsbyen Ølst risikerer at blive begravet under fem meter jord.

* 19. januar indgav Nordic Waste konkursbegæring. Virksomheden skrev i en pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse stopper som følge af konkursen. Den bliver ikke overtaget af selskabets ejere, skrev virksomheden.

* 21. januar udstedte Miljøstyrelsen to varslede påbud til Nordic Waste, dels om at stille økonomisk sikkerhed for de forventede omkostninger, dels om at lave foranstaltninger til at sikre miljøet.

* 22. januar blev Nordic Waste erklæret konkurs ved skifteretten i Randers. Samme dag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) området og udtalte blandt andet:

- Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende.

* Et flertal i Folketinget har afsat 205 millioner kroner som sikkerhed for, at situationen håndteres, hvis virksomheden ikke stiller med pengene.

* 26. januar oplyste miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, at regeringen har sat Kammeradvokaten til at undersøge, om ledelsen eller andre bag virksomheden kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetligt.

Kilder: Randers Kommune, Nordic Waste, Ekstra Bladet, Ritzau.

/ritzau/