Mindeoptog i København, Aarhus og Odense markerer søndag årsdagen for Krystalnatten, som udspillede sig i 1938.

I København deltager blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), imens den konservative formand Mona Juul er blandt deltagerne i Aarhus.

Da Krystalnatten udspillede sig, blev over 90 jøder dræbt af nazister, ligesom flere tusinde forretninger blev ødelagt.

Her kan du læse mere om den voldsomme begivenhed:

* Nazisterne dræbte natten mellem den 9. og 10. november i 1938 mere end 90 jøder, mens jødiske bøger blev afbrændt, synagoger ødelagt, og ruderne i jødiske butikker blev smadret.

* Begivenhederne udspillede sig både i Tyskland, Østrig og i dele af Slovakiet - det daværende Sudeterlandet.

* Navnet henviser til de store mængder af glas fra de knuste butiksruder, der lå i natten og glimtede som krystaller.

* Ud over Krystalnatten er betegnelsen Novemberpogromerne også blevet brugt om begivenhederne.

* Begivenhederne blev udløst af et drab i Paris nogle dage forinden. En 17-årig jøde myrdede en tysk diplomat, i protest imod at hans familie var udvist af Tyskland. Nazisterne brugte drabet til at fyre op under jødehadet.

* I løbet af natten blev omkring 7500 forretninger ødelagt, op imod 200 synagoger blev sat i brand, og mere end 25.000 velhavende jøder blev interneret i koncentrationslejre.

Kilder: Den Store Danske.

/ritzau/