FAKTA: Her er kritikken af det nye sygehusbyggeri i Aalborg
Otte fagforeninger udtrykker bekymring for arbejdsmiljø og patientsikkerhed på Aalborg Universitetshospital.
Otte fagforeninger udtrykker bekymring for arbejdsmiljø og patientsikkerhed på Aalborg Universitetshospital.
Otte fagforeninger har henvendt sig til Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed med en række kritikpunkter om det nye sygehusbyggeri i Aalborg.
Fagforeningerne repræsenterer blandt andre sygeplejersker og læger.
De er bekymret dels for de ansattes arbejdsmiljø, dels patientsikkerheden på sygehuset, der netop er blevet indviet.
Se kritikpunkterne, der er inddelt i de to kategorier, her:
Patientsikkerhedsmæssige problemer:
* Tekniske installationer fungerer ifølge kritikken ikke fuldt ud.
* Fejl og mangler ved patientkald og klokkesnore kan gøre det svært for patienter hurtigt at tilkalde hjælp.
* Høje temperaturer og mangelfuld ventilation vurderes at kunne påvirke patienter negativt.
* På psykiatriske afsnit er der indkøbt møbler, som kan anvendes som kasteskyts.
* Undersøgelser af afklædte patienter foregår ifølge medarbejdere bag glasdøre i ufærdige rammer.
* Patientdata kan ses fra venteværelser.
* Kraftigt lysindfald gør det svært at se detaljer på skærme, hvilket skaber usikkerhed om billeddiagnostik.
* Manglende plads til journalføring kan føre til forsinket dokumentation.
* Manglende pladser i Akut Sengeafsnit (ASA) gør det vanskeligere at bevare overblik over patientforløb og vurderinger.
Arbejdsmiljømæssige problemer:
* Der er målt støjniveauer på op til 87 dB på operationsstuer.
* I vagtværelser er der ifølge fagforeningerne så meget støj, at hvileperioder forringes.
* Temperaturer på op til 27-31 grader på kontorer og arbejdsområder giver ansatte hovedpine og koncentrationsbesvær.
* Ansatte afskærmer ifølge kritikken sollys med blandt andet affaldssække, madrasser og papir på grund af mangelfuld solafskærmning og ventilation.
* Der mangler adgang til drikkevand i især operationsområder.
* Der er ikke tilstrækkeligt med skabe, så ansatte opbevarer personlige ejendele i poser på gulvet.
* Ansatte bliver ifølge fagforeningerne eksponeret halv- eller helnøgne for kolleger og forbipasserende.
* Ikke alle glaspartier på kardiologisk ambulatorium er blyindfattede, hvilket giver bekymring for stråling i kontorområder.
Kilde: Dansk Sygeplejeråd.
/ritzau/