Danmarks Sportsfiskerforbund søger hjælp til at kortlægge bæveres udbredelse i Danmark.

Her kan du læse, hvordan du kan deltage i kortlægningen.

* Du kan registrere tegn på bæver via hjemmesiden arter.dk eller appen Arter.

* Her kan du notere, hvad du har set, og du kan også dokumentere dit fund med et eller flere fotos.

* Typiske tegn på tilstedeværelse af bæver er friske eller ældre bidemærker på træer og buske, typisk kegleformede med tydelige tandspor.

* Kig også efter væltede træer, hvor stammen er gnavet igennem.

* Afbarkede grene eller andet plantemateriale i bunker tæt på vandkanten kan være tegn på en ædeplads for bæver.

* Store samlinger af grene og andet plantemateriale i vand fastgjort til bunden kan være et depot, hvor bæveren søger føde hen over vinteren.

* Dæmninger placeret på tværs af vandløb eller ved søer kan være tegn på, at der er et bæverbo.

* Formålet er at holde indgangen til bæverboet dækket af vand for at sikre mod indtrængende rovdyr.

* En dæmning kan også have til formål at oversvømme et område, så bæverne uforstyrret kan æde træer og planter.

* En hule gravet ind i en brink langs et vandløb eller ved en sø kan også være et bæverbo.

Kilde: Danmarks Sportsfiskerforbund.

RITZAU