Opdateret

FAKTA: Frivillig afgivelse af tronen er uhyre sjældent i danmarkshistorien

Man skal tilbage til 1146 for at finde det seneste eksempel på en dansk konge, der frivilligt afgav tronen.

Dronning Margrethe overraskede i sin nytårstale med meldingen om, at hun træder tilbage og overlader tronen til sin ældste søn 14. januar 2023. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe meddelte i sin nytårstale, at hun abdicerer søndag 14. januar 2023 og overlader regentansvaret til sin ældste søn, kronprins Frederik.

Her kan du læse om, hvad det vil sige at abdicere, og hvor sjældent det i dansk sammenhæng forekommer.

* Abdikation udspringer af det latinske udtryk "abdicare", som betyder, at man frasiger sig noget.

* Udtrykket bruges om den situation, hvor en siddende regent frivilligt giver afkald på sin trone eller myndighed.

* Sidste gang, en dansk regent frivilligt afstod tronen, var i 1146. Dengang trådte kongen - Erik Lam - tilbage. Han var svækket af sygdom og døde senere samme år.

* I nogle lande er det større tradition for, at statsoverhovedet abdicerer og giver plads til næste generation.

* Det er blandt andet tilfældet i Holland, hvor fem ud af syv regenter har abdiceret, siden monarkiet blev indført i 1806.

* Det skete senest i 2013, da daværende dronning Beatrix overlod tronen til sin ældste søn, Willem-Alexander.

* Dronning Beatrix overtog selv tronen ved sin mors abdikation i 1980.

* I Belgien abdicerede kong Albert i 2013 og overlod tronen til sin ældste søn, Philippe.

* I 2014 meddelte den spanske konge Juan Carlos, at han havde besluttet at abdicere til fordel for sin søn Felipe.

Kilder: Kongehuset.dk, Lex.dk.

/ritzau/