Koffein har en opkvikkende effekt, og indtag i moderate mængder er ikke forbundet med sygdomsrisiko.

Der er dog flere unge, som indtager koffeinpiller, der giver dem udtalte symptomer, fortæller overlæge Søren Bøgevig, der er tilknyttet Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Koffein fines generelt i drikke som kaffe, te, cola og energidrikke.

Men flere produkter markedsført som preworkout-tabletter - altså før-træning-tabletter - og deciderede koffeinpiller indeholder enten kun koffein eller meget store mængder.

Voksne anbefales maksimalt at indtage 400 milligram koffein om dagen. Det svarer til fire kopper kaffe. Børn bør maksimalt indtage 2,5 milligram koffein per kilo.

Det svarer til, at et 10-årigt barn, der vejer 32 kilo, maksimalt bør indtage 80 milligram koffein, svarende til en lille dåse energidrik på 0,25 liter.

Et for højt indtag af koffein kan give en række bivirkninger:

* Forstyrret hjerterytme.

* Forhøjet blodtryk.

* Hjertebanken.

* Åndenød.

* Mavepine.

* Kvalme.

* Angst.

* Nervøsitet.

* Søvnbesvær.

Kilder: Sundhed.dk og DTU Fødevareinstituttet.

/ritzau/