En række mælkeproducenter har berettet om mistrivsel hos køer og mindre mælkeproduktion i forbindelse med fodertilsætningsstoffet Bovaer.

Det er kommet frem i forbindelse med en undersøgelse, som landbrugets egen forskningsvirksomhed, Seges Innovation, står bag.

Her kan du læse mere om tilsætningsstoffet:

* Bovaer indeholder et stof med det videnskabelige navn 3-nitrooxypropanol, også kendt som 3-NOP.

* Stoffet hæmmer enzymernes aktivitet i koens vom - den første af de i alt fire maver - og der bliver derfor produceret mindre metan under fordøjelsen.

* Metan er en drivhusgas, som der er politiske ambitioner om at nedbringe udledningen af. Køer og andre drøvtyggere udleder metangas, når de prutter og bøvser.

* Undersøgelser har vist, at Bovaer nedbrydes i koens mave og derfor ikke ender i mejeriprodukter og kød.

* Der kan dog findes et nedbrydningsprodukt i lave koncentrationer. Ifølge Fødevarestyrelsen udgør det ikke en risiko for forbrugerne.

* Bovaer blev godkendt til brug i EU i 2022 på baggrund af en risikovurdering fra EU's myndighed for fødevaresikkerhed, EFSA.

* I Danmark er der i dag mange køer, der får Bovaer sammen med deres foder, efter at det fra 2025 er blevet lovpligtigt for konventionelle malkekvægsbesætninger at reducere udledningen af metan.

* Reduceringen kan ske ved at bruge Bovaer eller tilsætte mere fedt til foderet.

* De fleste konventionelle mælkeproducenter har valgt at bruge Bovaer, har landbrugets forskningsvirksomhed, Seges Innovation, oplyst.

Kilder: Fødevarestyrelsen, Aarhus Universitet og Seges Innovation.

/ritzau/