Nordsjællands Politi meldte torsdag morgen, at det var til stede på togstrækningen mellem Hillerød og Kagerup ved Isterødvejen i forbindelse med en større togulykke.

To lokaltog var stødt frontalt sammen på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland.

Læs her mere om, hvad vi ved og endnu ikke ved om ulykken:

* Nordsjællands Politi meddelte klokken 07.44 torsdag via Politi Update, at det var til stede ved en større togulykke mellem Hillerød og Kagerup ved Isterødvejen.

* Meldingen om togulykken tikkede ind omkring klokken 06.30, har Hovedstadens Beredskab senere skrevet.

* Klokken 08.10 meldte P4 Trafik, at Isterødvejen blev spærret af i begge retninger. Det skabte massiv kø i begge retninger. Klokken 09.38 var vejen genåbnet i begge retninger, og samtidig var køen stort set afviklet ifølge P4 Trafik.

* Beredskabet meldte klokken 09.39 på X, at det nu havde afsluttet sit arbejde på skadestedet, og at resten af forløbet bliver håndteret af politiet.

* Cirka klokken 10.00 meldte Havarikommissionen sin ankomst på skadestedet

* Anders Damm-Hejmdal, cheflæge for akutberedskabet, meddelte på en pressebriefing klokken 10.15, at fem personer er kritisk tilskadekomne efter ulykken.

* I alt 18 er kommet til skade i ulykken, melder Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse klokken 12.10

* Morten Pedersen, politiinspektør i Nordsjællands Politi, kunne ikke svare på, hvad årsagen bag ulykken er til pressebriefingen. Det er stadig for tidligt at klarlægge, lød det.

* I alt 37 passagerer var om bord de to tog, oplyser Nordsjællands Politi klokken 12.10

* Der er omkring klokken 11.30 ingen meldinger om, hvornår beredskabet næste gang kan uddybe omfanget af togulykken.

* Omkring klokken 10.00 skrev Nordsjællands Politi, at uskadte personer, der var involveret i ulykken, vil blive kørt til Grønnegade 15 i Hillerød, hvor pårørende kan afhente dem.

* Hillerød Kommune har også torsdag klokken 09.09 meldt ud, at der vil blive oprettet et krisecenter med krisepsykologer på Grønnegade i Hillerød for berørte af ulykken.

* DR skrev omkring klokken 11.00, at alle borgere havde forladt oprettede krisecenter i Hillerød.

Kilder: Politi Update, P4 Trafik

/ritzau/