FAKTA: Der bor 55.000 registrerede katolikker i Danmark
Da pave Frans døde 2. påskedag, mistede også de danske katolikker deres kirkelige overhoved.

Da pave Frans døde 2. påskedag, mistede også de danske katolikker deres kirkelige overhoved.

Pave Frans døde 2. påskedag i en alder af 88 år. Han begraves den 26. april i kirken Santa Maria Maggiore i Rom.
Paven er den romerskkatolske kirkes øverste biskop. Cirka 55.000 mennesker er registreret som katolikker i Danmark.
Læs mere om den katolske kirke i Danmark her:
* Den katolske kirke i Danmark består af cirka 55.000 registrerede medlemmer.
* Det reelle antal katolikker i Danmark er muligvis det dobbelte, da mange katolikker af udenlandsk baggrund ikke er registrerede.
* Den romerskkatolske kirke har 40 menigheder i Danmark, Færøerne og Grønland.
* Hvert sogn og selvstændige menighed har et menighedsråd som bestyrer det kirkelige arbejde. Menighedsrådet består af sognets præster og et antal personer, som menighedens medlemmer har valgt.
* Den katolske kirke i Danmark modtager ikke økonomisk hjælp fra staten. Den er afhængig af sine medlemmers bidrag.
* Den katolske domkirke i Danmark er Sankt Ansgars Kirke i København.
* Den katolske biskop i Danmark hedder Czeslaw Kozon og har været biskop siden 1995.
* Czeslaw Kozon er født i 1951 i Idestrup på Falster, og han er vokset op i en familie med polske rødder.
* Han har studeret til præst i Rom.
* Der er 1,406 milliarder katolikker på verdensplan. 20,4 procent af dem bor i Europa.
* Den katolske kirkes overhoved er paven, der er biskop af Rom. Ifølge katolicismen er paven Kristi stedfortræder på Jorden og hele den katolske kirkes hyrde.
* Pave Frans døde 2. påskedag. Han begraves lørdag den 26. april i kirken Santa Maria Maggiore i Rom. Derefter skal der vælges en ny pave. Valget foretages af kardinaler fra hele verden, som mødes i Rom.
* Typisk følger en 15 dages lang sørgeperiode efter pavens død, før kardinalerne samles i det såkaldte konklave for at vælge den nye pave.
Kilder: Den Katolske Kirke i Danmark og Danmarks Nationalleksikon.
/ritzau/