Onsdag er det et år siden, at Børsen-bygningen i København brød i brand.

Genopbygningen af den historiske bygning er gået i gang, og ifølge planen er bygningen færdig i 2029.

Læs mere om bygningen her:

* Byggeriet begyndte i 1619 og blev færdiggjort i 1623. Det var den daværende konge, Christian IV, der tog initiativ til at opføre bygningen.

* Oprindeligt fungerede bygningen som markedsplads, men i 1857 blev den købt af Grosserer-Societet (senere Dansk Erhverv) og omdannet til en egentlig fondsbørs.

* Det var også i den forbindelse, at Børssalen blev indrettet på første sal.

* Københavns Fondsbørs holdt til her indtil 1974, hvorefter Dansk Erhverv rykkede ind og gjorde Børsen til sit hovedkvarter.

* Børsen indeholder en stor kunstsamling, der blandt andet omfatter P.S. Krøyers værk "Fra Københavns Børs".

* Branden i bygningen brød ud 16. april 2024. Den første alarm gik klokken 07.36 om morgenen.

* Børsen var inden branden i gang med at blive restaureret udvendigt, blandt andet takket være donationer fra en lang række fonde.

* 26. september sidste år lagde kong Frederik en grundsten ind i hjørnet af den nedbrændte del af bygningen. Det skulle markere, at genopbygningen efter branden gik i gang.

Kilder: Dansk Arkitektur Center, Dansk Erhverv, Ritzau.

/ritzau/