Da julebryggen blev langet over disken på J-dag, solgte færre af de kontrollerede butikker i år alkohol og nikotinprodukter ulovligt til mindreårige sammenlignet med tidligere.

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen kontrollerede 31 butikker, og i fem af dem blev der solgt ulovligt til unge kontrolkøbere uden at tjekke id. Det svarer til 16,1 procent af de undersøgte butikker.

De fem butikker var beliggende i Aalborg og Næstved.

Sidste år var tallet 57,5 procent - eller 19 ud af de 33 kontrollerede butikker.

- Det er positivt, at færre unge kunne købe alkohol og nikotinprodukter ulovligt på J-dag i forhold til sidste år, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Stine Pedersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Men vi kan ikke konkludere, at problemet er løst. Generelt svigter alderskontrollen stadig i cirka hver tredje butik.

Sikkerhedsstyrelsen udfører lignende kontroller året rundt - både i forbindelse med særlige begivenheder som J-dag og ved almindelige salgsdage. Samlet set er der i år foretaget 1684 kontroller, og i 33 procent af butikkerne blev reglerne overtrådt.

1. april 2025 trådte nye aldersgrænser ved køb af alkohol i kraft.

Det er fortsat ulovligt at sælge tobaks- eller nikotinprodukter til personer under 18 år.

Samme aldersgrænse gælder for alkohol med over 6 procent. For produkter med 1,2 til 6 procent alkohol er aldersgrænsen 16 år.

Hvis man som erhvervsdrivende ulovligt sælger alkohol til mindreårige, er bødestørrelsen i år steget fra et udgangspunkt på 10.000 kroner til 50.000 kroner ved førstegangstilfælde.

Det samme gælder ulovligt salg af tobak, nikotin eller urtebaserede rygeprodukter til en mindreårig.

Forud for J-dag oplyste Sikkerhedsstyrelsen på Facebook, at der ville blive gennemført kontrolbesøg på aftenen.

Formålet med kontrollen er at forebygge og nedsætte forbruget af alkohol, nikotin og tobaksforbruget hos danske unge og mindreårige som led i regeringens forebyggelsesplan.

J-dag er den dag på året, hvor en række af Danmarks store bryggerier sætter årets julebryg i salg.

Det bliver fejret på beværtninger landet over. Dagen falder altid på den første fredag i november.

/ritzau/